Rådhuset i Assens
Den 1. januar 2011 slog Assens Kommune dørene op til det nye rådhus. Rådhuset er opført i de gamle Danisco-bygninger, hvor der i en lang årrække har været produceret sukker. Samtidig er der opført to nye sportshaller lige ved siden af rådhuset, som blev indviet den 17. juni 2011.
Udenomsarealet mellem Assens Kommunes nye rådhus og Arena Assens er et 30.000 m² stort udendørsområde, hvor kommunens borgere og turister kan få pulsen til at stige eller falde…
Med udgangspunkt i overflader og elementer fra den gamle Danisco-industrigrund er der skabt et område, hvor der er mulighed for at udøve forskellige former for idræt og andre aktiviteter.
Pulsen ligger mellem Assens Rådhus og Arena Assens
Området består af nogle zoner – både grønne, urbane og en gamezone, der giver plads til mange typer af aktiviteter og ikke mindst muligheden for at slappe af. Zonerne er forbundet af en rød hovedfordelingsakse, som leder dig gennem hele området.
Pulsen er for hele kommunens borgere og deres familie, så både børn, unge og voksne kan få glæde af det nye område.
Men, det er ikke det eneste, der sker på de gamle Danisco-arealer. I de kommende år vil arealerne udvikle sig til et område med boliger, forskellige kultur- og fritidstilbud samt mindre erhvervstilbud. Vi har derfor valgt at kalde projektet for Fra sukkerfabrik til ny bydel.
Danisco-arealerne svarer til en 1/3 af Assens by. Med til historien hører, at det er temmelig unikt som kommune at være med til at udvikle så mange kvadratmeter byarealer.
Etableringen af den nye bydel vil uden tvivl få stor betydning - ikke bare for Assens by, men for hele kommunen. Ambitionen er, at området i kraft af sine forskelligartede tilbud vil tiltrække borgere både i og udenfor kommunen. Derfor vil kommunens borgere på forskellig vis løbende blive involveret i arbejdet med at udvikle og forme den nye bydel.
Her på siden kan du holde dig løbende orienteret om udviklingen af Daniscoområdet. Du vil blandt andet kunne se referater fra de forskellige projektgrupper, artikler, pressemeddelelser, billeder fra byggeriet og meget mere.
Siden er oprettet 12.07.2011. Siden er opdateret 02.05.2012.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til