Klimaundervisning
Forløbet El-detektiverne afvikles i november-december 2012 samt januar 2013, og er en del af det 2-årige projekt Klimaspejderne. Der vil således blive et lignende forløb i januar-februar 2013 med fokus på varme, samt to forløb om henholdsvis vedvarende energi og transport i næste skoleår 2013/14.
El er valgt som det første fokusområde, fordi der i 2010 er opsat mange nye energibesparende pærer og lyscensorer på skolerne.
Elspare-stafetten
I forløbet El-detektiverne anvendes materialet Elspare-stafetten, som er et komplet undervisningsforløb for 5. – 6. klasse om elforbrug og elbesparelser i skolen og hjemmene. Materialet til Elspare-stafetten er gratis og kan ses og bestilles på www.elsparestafetten.goenergi.dk.
Elspare-stafetten tager udgangspunkt i elevernes egne målinger af elektriske apparaters elforbrug. Eleverne får på skift en elmåler (SparOmeter) med hjem, og skal måle og notere familiens elapparaters forbrug. Eleverne kan også følge elforbruget i eget hjem time for time ved at bruge internetprogrammet EnergyKey på Energi Fyns hjemmeside, hvis de indtaster husstandens kundenummer og pinkode.
Prøv EnergyKey her
Assens Kommune er
"kurveknækkerkommune", og det betyder blandt andet, at alle kommunale bygninger er tilmeldt internetprogrammet Se Elforbrug, hvor elforbruget i den enkelte bygning kan følges time for time. Det kan eleverne bruge til at sammenligne skolernes elforbrug og undersøge om der er unødigt standby-forbrug om natten, i weekender og ferier. Desuden kan eleverne komme med forslag til besparelser fx i form af regulering af lyscensorer, slukning af diverse apparater osv.
Se skolens elforbrug her
Siden er oprettet 03.10.2011. Siden er opdateret 28.10.2011.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til
webredaktionen.