Hvilke informationer bringer portalen?
Portalen bliver løbende opdateret med informationer og links til de myndigheder, der håndterer de konkrete ulykker og kriser. På den måde skal kriseinfo.dk gøre det nemmere at danne sig et overblik over myndighedernes kommunikation til befolkningen under kriser.
Til daglig fungerer portalen som et opslagsværk om det danske kriseberedskab. Man kan f.eks. finde oplysninger om, hvordan myndighederne arbejder sammen, og hvad man selv skal gøre, hvis varslingssirenerne går i gang ved en ulykke.
Hvem står bag portalen?
Regeringen har taget initiativ til udviklingen af kriseinfo.dk. Portalen er udviklet i tæt samarbejde mellem Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen samt en lang række andre myndigheder.
Hvem skriver indholdet på kriseinfo.dk?
Indholdet på portalen skabes i et samarbejde mellem myndigheder og redaktionen for kriseinfo.dk. Redaktionen bag portalen er forankret ved Beredskabsstyrelsen, men ved kriser og store ulykker bliver redaktionen placeret, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være hos Rigspolitiet, hvis den nationale operative stab og det centrale kommunikationsberedskab er aktiveret.
Hvad sker der ved kriser i udlandet?
Kriseinfo.dk tager sig af information til borgerne ved krisesituationer i Danmark. Ved kriser i udlandet, der berører mange danskere, vil Udenrigsministeriet aktivere sit kriseberedskab og oprette en særlig krisehjemmeside på
www.um.dk.